Se utover landegrensene

Gæsteprofessor i ytringsfrihed og journalistik ved Institutt for medier og kommunikasjon, UIO.

Det er en herlig udfordring med dette gæsteprofessorat at kunne bidrage til at styrke kontakten mellem den praktiske journalistik og medieuddannelsen.

Jeg har ikke haft mit daglige arbejde på et universitet, siden jeg i 1979 forlod en stilling på Århus Universitet og på Roskilde Universitetscenter til fordel for et job som Sovjet- og Østeuropamedarbejder på dagbladet Information. Da havde jeg kun tænkt mig at prøve journalistik et par år, men fascinationen i at rapportere fra det dengang lukkede kommunistiske Europa holdt mig «derude». Og op igennem 80erne styrkedes fornemmelsem af, at de kommunistiske regimer stod for fald. Den «historie» ville jeg ikke risikere at gå glip af som journalist.

Der er flere gode grunde til, at jeg nu ser et unversitet som det rette sted at være med min baggrund. Overgangen til markedsøkonomi og demokrati i postkommunistiske lande har vist sig vanskeligere, end vi var tilbøjelige til at tro ved murens fald i 1989 og Sovjetunionens i 1991. Det går relativt godt for det frie ord i post-kommunistiske lande i Centraleuropa, mens der er tale om tilbageslag i mange tidligere sovjetrepublikker, herunder i Rusland.

Derfor bør der sættes fokus på medierne i de post-kommunistiske lande og det er medieforskere bedre til end medierne selv. Et tæt samarbejde er selvfølgelig at foretrække.

Men vestlige mediers interesse er dalet markant for de post-kommunistiske lande og samtidig er de fortsat alt for lavt prioriteret i undervisning og forskning.

Der er udgivet uendelige mængder af akademiske og journalistiske værker om overgangen fra kommandoøkonomi til marked og fra et parti diktaturer til overvejende svage demokratier. Litteraturen om den nære sammenhæng mellem ytringsfrihed og demokrati er også mangfoldig, men alligevel er litteraturen om medierne i de postkommunistiske samfund yderst begrænset.

Hovedparten af den eksisterende litteratur om medierne i øst tager desuden udgangspunkt i teorier udviklet af studier af konsoliderede demokratiers medier. Studier af de postkommunistiske medier på deres helt egne præmisser er det endnu alt for sparsomt med.

Når jeg hævder, at interessen for postkommunistiske lande er dalet markant i de seneste år, er det en sandhed med modifikationer. Snarlige EU-lande nyder relativ stor bevågenheden, men primært som kommende EU-medlemmer og i for ringe grad som lande, der er studier værd i sig selv. Medierne i EU behandler primært ansøgerlandene som fattige fætre og kusiner, der kun er ude på at få fingrene i «vore» kasser. Således følger medierne i vidt omfang kræmmerlogikken fra Bruxelles.

Den svækkede interesse for Russland er imidlertid mest markant. Der har bredt sig den opfattelse, at Rusland under Putin er hastigt på vej til at blive et normalt demokratisk land. Sandheden er, at det stadig er uvist, hvor Rusland går hen. Rusland er lige så uforudsigeligt nu som under Jeltsin-tidens kaos, men for første gang kan omverdenen påvirke den interne udvikling i Rusland direkte, fordi Kreml har truffet et strategisk valg for integration i Vesten. Der er derfor grund til øget interesse for landet. I en tid med svækket medieinteresse er større opmærksomhed på de post-kommunistiske samfund i forskning og undervisning og pres derfra på medierne af afgørende betydning.

Det akademiske liv får et øget ansvar for at vise bedre hukommelse og større indsigt i, hvad der driver verden end medierne, især de elektroniske.

Jeg håber at kunne inspirere kolleger og et opvakt hold af norske og internationale studenter til at styrke studiet af medierne i en del af Europa, hvis udvikling er helt afgørende for, om drømmen om et genforenet og demokratisk Europa kan realiseres.